Referat fra generalforsamlingen

Grundejerforeningen Hvorup Klit

Generalforsamling d. 10. maj 2024 – Restaurant Løkken Badehotel

Formand Peter Møller bød velkommen til de 53 fremmødte medlemmer.

1. Valg af dirigent
Søren Hartly blev valgt og konstaterede, at generalforsamlingen var indvarslet i rette tid.

2. Bestyrelsens beretning v/formand Peter Møller
Siden sidste generalforsamling er vores medlemstal 140. Medlemmerne er altid velkomne til at henvende sig til bestyrelsen, hvis der opstår udfordringer af forskellig art, så skal vi forsøge at hjælpe med vejledning og oplysning om, hvor man kan henvende sig i givne situationer.

Bestyrelsen konstituerede sig efter sidste generalforsamling således: formand Peter Møller, næstformand og hjemmesidevedligeholder Bodil Mark, kasserer Ib Gosmer, vejudvalg Ole Bøgh Ulriksen og sekretær Lene Frost. Suppleant Pia Madsen.

Beretningen tog derudover udgangspunkt i de afholdte bestyrelsesmøder, hvor emnerne har været:

  • Nyt fra vejudvalget med fokus på vejvedligeholdelse og hastighedsbegrænsning -  referater fra møderne findes på hjemmesiden.
  • Samarbejde med SSJK (Sammenslutningen af Sommerhusgrundejerforeninger i Jammerbugt Kommune) – og det årlige møde med Jammerbugt kommune d. 8.5. med relevante emner som brandsikkerhed, status på ny affaldsordning, hastighedsregulering og status på sti 100. Når referat herfra foreligger, kan det findes på vores hjemmeside.
  • Henvendelser fra medlemmer - der bl.a. har drejet sig om indsats for hastigheds-begrænsning og særligt fokus på overfladevand grundet meget nedbør i det seneste år.

Beretningen blev godkendt og er vedlagt som bilag til referatet.

I anledning af foreningens 50-års jubilæum i år gav formanden ordet videre til Eigil Sig Sørensen. Eigil var foreningens første formand ved stiftelsen d. 7. juli 1974 – og Eigil gav et meget interessant og underholdende indblik i baggrunden for foreningens dannelse og de første år i foreningens historie.

3. Regnskabets aflæggelse
Det reviderede regnskab blev delt rundt og fremlagt af kassereren. Der er skiftet bank til Sparekassen Danmark, hvor vi betaler væsentligt mindre gebyrer.
Regnskabet blev godkendt og kan findes på hjemmesiden under medlemsinfo.

4. Fastsættelse af kontingent
Kontingentet er på 150 kr. pr. år og det fastholdes. Der er i år indbetalt kontingent for 2 år 2024/2025.

5. Indkomne forslag

Fra Alexandravej 43 er der fremsendt et forslag til vedligeholdelse af det private dræn på Alexandravej, som blev præsenteret på mødet.

Baggrunden for forslaget er det stigende overfladevand, der bl.a. skyldes utilstrækkelig vedligeholdelse af drænet. Der stilles forslag om oprettelse af et drænlaug med henblik på at indgå et samarbejde med Jammerbugt Forsyning om, at de hvert år eller hvert andet år kan forestå spuling/vedligehold af drænanlægget mod opkrævning herfor fra Alexandravejs grundejere.

Efterfølgende aftalte bestyrelsen med ejeren af Alexandravej 43, at der i første omgang sættes et møde op med Finn Aagaard som ansvarlig ift. Lokalplanen, og dernæst et møde med Jammerbugt Forsyning.

6. Valg til bestyrelsen
Ib Gosmer og Ole Bøgh Ulriksen var på valg. Begge modtog genvalg.

7. Valg af to revisorer
Lars Stenholt og Lene Aalestrup blev genvalgt.

8. Evt.
Der var kommentarer til affaldsordningen og Stofas (nu Norlys) forringede service ift. til prisstigning og pausering.

Lene Frost – referent

Bilag: Formandens beretning